Vejledningstilbud til unge og forældre
I Amager Islamisk Kulturforbund tilbyder vi et særligt vejledningsforløb til vores medlemmer, som har brug for støtte i sociale og praktiske udfordringer omkring unge og unge voksne.
Tilbuddet varetages af Peter Jensen, der har mere end 25 års erfaring fra folkeskolen, herunder som leder, og som gennem sit arbejde har rådgivet både unge og forældre i en bred vifte af udfordringer. Peter er født og opvokset i Danmark, er konvertit, og har et stærkt indblik i de rammer og forventninger, som unge møder i det danske samfund. Hans erfaring gør ham i stand til at hjælpe både unge og forældre med at navigere i hverdagens sociale, personlige og institutionelle udfordringer.
Tilbuddet henvender sig blandt andet til forældre, som har behov for støtte i forhold til deres unge eller unge voksne børn, når hverdagen er svær, eller kommunikationen ikke fungerer. Det kan også bruges af unge fra 18 år og opefter, som selv ønsker sparring, fordi de oplever problemer, føler sig pressede, eller har brug for en voksen fagperson at tale med. Endelig kan forældre, som har vanskeligt ved at kommunikere med offentlige instanser som skole eller andre myndigheder i forbindelse med et barn eller en ung, også søge vejledning her.
Vejledningen er gratis og forbeholdt medlemmer af foreningen. For forældre gælder det, at mindst én af forældrene skal være medlem. For unge, der søger vejledning selv, kræves det, at enten den unge selv eller en af deres forældre er medlem. Når man udfylder formularen, vil man blive bedt om at angive om man er medlem eller ej. Derefter vil Peter kontakte dig telefonisk i løbet af et par dage.
Nedenfor findes formularen til henvendelse om vejledning.
